Hvad betyder WWW?
WWW er en forkortelse for den engelske betegnelse: ”World Wide Web”, som oversat til dansk betyder noget i retningen af: ”Det store verdensomspændende net”.
WWW er dog ikke det samme som internettet. World Wide Web er derimod en del af internettet, nemlig den del, hvor websider findes, og dermed den del som de fleste almindelige brugere af internettet bruger til hverdag – hvilket også er grunden til at de fleste ikke ved at der er en forskel på de to.
Når man besøger en hjemmeside, kan man se at der står ”www” foran domænenavnet oppe i browseren, og det indikerer altså at man er på ”World Wide Web”.
Opfinderen af WWW
Hvor internettet i dets grundform blev opfundet i 1960’erne af det amerikanske militær, så WWW først dagens lys noget senere nemlig i 1989. Normalt tildeler man englænderen Tim Berners-Lee æren for at have opfundet WWW. Han arbejdede i 1980’erne for CERN, og det var her at han som 33-årig fik idéen til at kombinere de to allerede eksisterende teknologier: internettet og ”hypertekst” med hinanden. Hypertekst kan betegnes som et system til digital fremvisning af information i form af tekst, billeder m.m.
Da Time Berners-Lee kom på at kombinere de to teknologier, blev det muligt via internettet at tilgå hypertekster, som lå på andre computere end éns egen, nemlig de computere, som var tilkoblet internettet.
Dermed var WWW, eller World Wide Web en realitet, og det har siden da udviklet sig i en mere og mere brugervenlig retning til det, som det er i, og som vi i dagligdagstale betegner som ”nettet”.
Hensigten med systemet var at det skulle hjælpe forskerne, der var ansat ved CERN, med nemt og hurtigt at udveksle informationer, som de havde lokalt på deres egen computer med hinanden. Berners-Lee havde næppe forestillet sig, hvilken betydning hans idé ville få for så mange mennesker senere hen.
Den betegnelse man dengang brugte for WWW var ”Mesh”, og den første WWW-side, man kunne besøge var: http://info.cern.ch/. Den kom online d. 6. august 1991 og indeholdt en forklaring på, hvad WWW var for noget, samt information om, hvordan man kunne sætte en webserver op, og hvordan man kunne få fat i en webbrowser.
I dag er Tim Berners-Lee direktør for det, der hedder ”World Wide Web Consortium”, som er en organisation, der forestår den kontinuerlige udvikling af WWW.
Internettet er et kæmpe netværk af computere, servere og datacentre, der er forbundet overalt i verden. World Wide Web er den teknologi, der gør information tilgængelig for alle computere via Internet.
5 facts om WWW
- WWW er ikke det samme som internettet
- WWW blev opfundet i 1989
- Opfinderen af WWW hedder Tim Berners-Lee
- Den første webside kom online i 1991 og hed: http://info.cern.ch/
- I dag findes der ca. 2 milliarder websteder (2021)
Opsummering
WWW og internettet er ikke det samme.
Internettet er et netværk af computere, servere og datacentre, der er forbundet med hinanden på kryds og tværs over hele Jorden, og som gør det muligt at sende information mellem computerne.
WWW (World Wide Web) er en applikation, eller overbygning til internettet, der kombinerer forskellige teknologier, der gør det muligt at tilgå information på internettet på en brugervenlig måde.