WORDPRESS

Hvad er WordPress?

 

WordPress er verdens mest anvendte CMS (Content Management System), og bruges til at producere hjemmesider. WordPress er en såkaldt open source-platform. Det betyder at kildekoden er tilgængelig for alle. Her kan man altså udvikle integrationer, der kan indsættes i kildekoden. Disse integrationer kan bestå af såkaldte plugins, som er diverse funktionaliteter, der kan installeres.

Derudover er der også temaer, der er udviklet som skabeloner, der ikke alene har bestemte grafiske udtryk, men også har forudbestemte funktionaliteter. Mange af disse plugins og temaer er lavet, så de fungerer sammen. Dog er det langt fra alle plugins, der fungerer på alle temaer. Derfor bør man holde øje med, om de plugins, man vil installere, er kompatible med det pågældende tema, man har.

 

Brugervenligt CMS med visse “ulemper”

WordPress’ popularitet skyldes i høj grad den brugervenlige flade. Det er nemlig ikke kun programmører, der kan lave hjemmesider i dette CMS. Dette bevirker, at man kun har brug for et relativt lille teknisk kendskab for at kunne stable en hjemmeside på benene. Denne brugervenlighed er dog ikke kun positiv. Nogle eksperter har kritiseret WordPress for at være begrænset i funktionsmulighederne.

Derudover er der også nogle, der mener, at CMS’et ikke fleksibelt nok til at kunne kode de funktioner, man har lyst til. Mange af de temaer, der er tilgængelige, er skrevet i mange kodelinjer, da temaerne ofte skal kunne bruges til mange forskellige typer hjemmesider.

Dette medfører ofte, at hjemmesiderne ofte bliver langsommere, end hvis de var blevet kodet fra bunden. Da Google vægter hjemmesidehastigheden mere og mere, når de indekserer hjemmesider i søgeresultaterne, kan det være kritisk at bruge disse ”tunge” temaer.

Alligevel er der mange, der der vælger WordPress, trods beskyldningerne om funktionsbegrænsninger og langsomme hjemmesidehastigheder. Man kan antage at udviklere af WordPress-temaer kun bliver mere fokuserede på dette sidstnævnte område fremover for at bevare efterspørgslen og følge med udviklingen.