HVAD ER ET SITEMAP?
Et sitemap er en fortegnelse eller et overblik over samtlige undersider på et website. Denne fortegnelse består af noget kode, der gemmes i en fil – som regel en XML-fil, men et sitemap kan også laves i HTML-format og fremgå på et website som et overblik til brug for den besøgende.
Hovedformålet med et XML-sitemap er at fortælle søgemaskinerne, hvordan det specifikke site er struktureret. Website administratoren kan enten angive XML-sitemappets placering i websitets robots.txt-fil, eller uploade selve XML-filen til Google ved hjælp af Google Search Console.
På denne måde får Google (og øvrige søgemaskiner såsom Bing) et indblik i websitets opbygning, og har dermed nemmere ved at crawle og indeksere det.
Udover en samling af samtlige URL’er, der findes på det specifikke site, indeholder et XML-sitemap også noget metadata om hver enkelt URL.
Disse metadata inkluderer bl.a. information om:
- Tidspunkt for sidste opdatering
- Hvor tit, der foretages ændringer
- Hvor vigtig undersiden er i forhold til de øvrige URL’er på sitet
Den måde som Googlebot og de øvrige webcrawlers finder og indekserer sider på, er ved hjælp af links – både interne links på det givne site, men også via indgående links fra eksterne sites.
Et sitemap kan ses som et supplement til denne fremgangsmåde, som er mere detaljeret om fyldestgørende. Det er dog ikke 100% sikkert at alle undersider vil blive indekseret i Google, selvom man har sørget for at stille et sitemap til rådighed, men sandsynligheden for det vil være højere.
VIGTIGT FOR SEO
Da Google bruger et sitemap som en hjælp til nemmere og mere dybdegående at indeksere et website, spiller det en vis betydningsfuld rolle i arbejdet med et sites søgemaskineoptimering, og er et aspekt, man ikke bør negligere. Et sitemap lavet i HTML, som indgår på en underside på et website kan også være gavnligt ud fra en SEO-mæssig betragtning, da det er med til at højne brugervenligheden på sitet.
Fordele ved at gøre brug af et sitemap:
- Google har nemmere ved at finde og indeksere alle undersider på sitet
- Større chance for at alle undersider indekseres og at det vil ske hurtigere end uden sitemap
- HTML-sitemap giver et godt overblik over sitets opbygning til den besøgende, hvilket øger brugervenligheden, hvilket er en vigtig rangeringsfaktor hos Google
IMPLEMENTERING AF SITEMAP
De fleste CMS-systemer genererer automatisk et XML-sitemap, som også løbende vil blive opdateret i takt med at der oprettes nye undersider på hjemmesiden.
Hvis ens website kører med WordPress, kan man bruge pluginnet Yoast, til automatisk at generere hjemmesidens sitemap. Som regel vil man kunne finde sin hjemmeside sitemap på følgende placering: ditdomæne.dk/sitemap_index.xml
OPSUMMERING
Et sitemap er en fortegnelse over alle de undersider, der findes på et website, og kan være enten i XML-format, eller HTML-format.
XML-formatet består af kode, og er beregnet til brug af søgemaskiner til at crawle alle sitets sider mere effektivt og fyldestgørende, samt tilgå ekstra informationer om sitet i form af metadata.
Et sitemap i HTML-format er beregnet til at indgå på selve hjemmesiden som en hjælp til de besøgende til at få et overblik over hjemmesidens opbygning.
Et sitemap enten i den ene eller anden format, har gavnlig effekt på det specifikke sites søgemaskineoptimering, og er derfor noget, man bør give opmærksomhed.