Hvad er Google My Business?
Google My Business er navnet på den profil, eller fortegnelse, man kan have som virksomhed i Googles søgeresultater. Der er ikke tale om en annonce, eller et organisk søgeresultat, men om en fortegnelse, som man som virksomhed selv opretter.
Du har sikkert lagt mærke til at når man søger på en virksomheds navn på Google, dukker der tit en box op ovre i højre side ved siden af annoncerne og de organiske søgeresultater.
Denne box er det, der betegnes som en virksomheds Google My Business profil. Som på dette screenshot, hvor der er søgt på ”Nordlys Marketing”.
Som man kan se på billedet, indeholder en Google My Business profil de mest relevante informationer om virksomheden. Såsom adresse, telefonnummer, åbningstider, beliggenhed på kort, anmeldelser m.m. Det er en hurtig måde for folk, der søger på virksomheden at få kontaktoplysninger uden at skulle klikke ind på sitet, for at lede efter det der.
Af denne årsag er det naturligvis vigtigt, at profilen altid er opdateret med korrekte informationer. I det følgende vil vi gennemgå, hvordan man opretter en Google My Business profil. Desuden vil vi komme ind på, hvad der er gavnligt for sin virksomheds synlighed at få lagt ind på sin profil.
Hvordan opretter man en Google My Business profil?
- Det første du skal gøre at logge ind med din Google konto (gmail) på: google.dk/business
- Nu skal du tilføje din virksomhed. Det gør du ved at klikke på ”tilføj sted”-ikonet.
- Så udfylder du din virksomheds oplysninger og klikker ”Fortsæt”.
- Herefter skal du have verificeret dig som ejer af virksomheden, eller administrator af profilen. Det skal gøres af sikkerhedsmæssige årsager for at undgå svindel. Det gør du ved at bestille en bekræftelseskode fra Google, som man enten kan modtage pr. brev, telefonopkald eller via e-mail.
- Når du har bekræftelseskoden fra Google, klikker du ”Bekræft nu” på startsiden af din Google My Business profil, og indtaster koden. Herefter er din Google My Business profil bekræftet, og du er klar til at fylde oplysninger og indhold i profilen.
Opret indhold på din Google My Business profil
Udfyld din virksomheds oplysninger ved at klikke ”Oplysninger” i menu’en.
Start med de grundlæggende oplysninger:
- Din virksomheds navn
- Din virksomheds kategori
Her skal du vælge, hvilken branche eller kategori, din virksomhed er i. Fx online marketing, hvis du er et online marketing bureau. Det er også muligt at inkludere en underkategori, hvis det er relevant.
- Adresse
Når man tilføjer virksomhedens adresse, dukker virksomheden op i Google Maps, og bliver dermed synlig på lokale søgninger. Se eksempel for Nordlys Marketing fra Google Maps.
- Åbningstider
Ofte når nogen Googler en virksomhed, er det fordi de hurtigt har brug for enten at finde dens telefonnummer, eller tjekke dens åbningstider. Det er derfor en god idé at få det med i profilen, så sparer folk tid, da de allerede kan se dem i søgeresultaterne uden at skulle klikke ind på sitet og lede efter dem.
- Telefonnummer
Her gælder det samme som med åbningstiderne. Man gør det nemmere og hurtigere for den, der søger i Google. Og det er med til at skabe en god brugeroplevelse, hvilket både Google og den potentielle kunde sætter pris på.
- Din virksomheds webadresse
Tilføj et link til dit website, så er det nemt for den besøgende at komme til din hjemmeside især i de tilfælde, hvor en hjemmeside ikke er synlig i Googles søgeresultater.
- Billeder
For at give et visuelt førstehåndsindtryk af virksomheden allerede inden den besøgende har klikket ind på ens hjemmeside, er det en god idé at tilføje billeder til din Google My Business.
Vi anbefaler at tilføje din virksomheds logo, et par billeder af hvordan din virksomhed tager sig ud indenfor og udendørs, samt et par billeder af medarbejderne.
Opsummering:
Google My Business er en virksomhedsprofil, der dukker op som en fortegnelse over virksomheden i Googles søgeresultater. Den indeholder kontaktinformationer, billeder og andre relevante informationer fx billeder og opslag.