Det gode firmanavn

af | sep 8, 2015 | Markedsføring, Virksomhed

Det gode firmanavn

Ved opstart af virksomhed eller praksis, så er en af de første (og største) udfordringer, at finde et godt navn. Det skal nemlig fremover danne rammen for virksomhedens profil og identitet.

Det er med andre ord ikke så sært, at det er en stor beslutning, og hele tiden får man nye idéer eller finder nye vinkler, som også kunne virke – og så er det pludseligt svært!

Andre finder navnet først og skaber forretningen bagefter, og det siger da også lidt om effekten ved et godt navn.

 

Hvad er et godt firmanavn?

Ja, hvad er så “Det gode firmanavn”? Hvad bør du gøre dig af overvejelser inden du endeligt beslutter dig? Det skal dette blogpost handle om.

Vi har samlet nogle vinkler, som vi håber kan give inspiration og stof til eftertanke, så du får valgt det helt rigtige navn til din virksomhed.

 

Grundlæggende indsigt

Indledningsvist er der et par ting, man bør undersøge, hvis man står og har fundet et navn, man gerne vil gøre brug af. Disse kan nemlig helt eller delvist begrænse dig i at bruge navnet, hvilket jo vil være ærgerligt, hvis du står og har brugt tid og penge på registrering, logo og markedsføring generelt.

 

1. Navn allerede i brug

Det første man bør undersøge er, om andre allerede har registreret det navn, som du ønsker at bruge. Dette kan du gøre på det Centrale Virksomhedsregisters hjemmeside: www.cvr.dk.

Ønsker du f.eks. at starte en virksomhed med navnet, ”Den Lokale Bager”, så kan du se, om andre har haft samme idé.

Det behøver dog ikke afholde dig fra også at bruge navnet. Du kan se på, hvad de tilbyder, og om der på nogen måder kan komme nogle tvister ved, at I anvender samme navn. Hvis I driver hver Jeres lille bagerforretning i hver ende af landet, så vil det nok ikke skabe de store problemer.

Eksempelvis giver en søgning på ”Salon Lis” flere resultater, og et godt bud er, at de nok ikke bor lige op ad hinanden.

Derimod kan brug af det samme navn have andre konsekvenser, hvilket fører til det næste punkt.

 

2. Domæne og profiler

I dag har det næsten afgørende betydning om man er til stede (eller i hvert fald til nogen grad synlig) på nettet. Som opfølgning på forrige punkt, så er det uden tvivl en bedre oplevelse, hvis man har en hjemmeside, som kunne hedde ”www.den-lokale.bager.dk” / “www.denlokalebager.dk” (brug af eget navn) og en Facebook-side, som også hedder det.

Har du valgt et navn, som allerede er i brug, så er der også stor sandsynlighed/risiko for, at domæner og facebook-sider med netop dét navn allerede er taget. Så skal man altså til at være lidt kreativ og lave en lille ændring på profil-navnet eller domænet, for at finde ét der ikke er taget. For domænet kan man f.eks. bruge .eu, .com eller en anden endelse på sit domæne. Det vil gøre det mere æstetisk, at man herved kan beholde sit navn, men måske virke underligt med .eu, og samtidig ligger du sammen med din konkurrent, som har .dk.

Du kan bl.a. hos one.com teste om dit domæne er ledigt.

Eksemplet med ”Den Lokale Bager”, indikerer, at man naturligt vil være i samme branche, hvis man deler netop dette navn. Var navnet derimod et efternavn, egenavn eller kaldenavn, ja så kan man nemt være i hver sin branche, hvis flere deler det. Det letter tingene lidt, men ovenstående udfordringer vil stadig være der i en anden art.

Overvej derfor stadig, om navnet er i brug og af hvem.

 

3. Ophavsrettigheder

Den sidste og åbenlyse er naturligvis, hvorvidt navnet er beskyttet, og om du læner dig for meget op af et eksisterende navn. ”Koka-Cola”, går uden tvivl ikke i retten, og her vil en sund fornuft før dig langt.

De fleste blev også bekendt med sagen om Jensen’s Fiskerestaurant, som fik et sagsanlæg på halsen af Jensen’s Bøfhus. Det kom som følge af, at Jensen’s Bøfhus mente, at der blev ”lånt” fra deres koncept, og da navnet lå tæt op af deres og det var restaurationsbranchen, så mente de, at der var belæg for en sag. En søgning i cvr.dk viser, at ”Jensen’s”-xxxforretning bliver brugt af rigtig mange. Men bøfhuset vil af åbenlyse årsager nok ikke gå efter en automekaniker.

Er du i tvivl om, hvorvidt navnet du har fundet bevæger sig på grænsen, så vil vi anbefale at kontakte en advokat på området. Pengene kan være givet godt ud, hvis du synes navnet er helt rigtigt for dig og din kommende forretning.

 

Det var punkterne, som helt eller delvist kan sætte en stopper for din forretning. De bør derfor altid være med i processen, så du ikke står med spildt arbejde og penge og skal starte på ny.

 

De æstetiske overvejelser

Nu vil vi bevæge os over i noget, hvor det bliver lidt ”sjovere”, og giver tankerne lidt værktøjer at arbejde med. Har du selv nogle idéer, som ikke er med i dette post, så giv endelig din kommentar med i bunden.

 

4. Betydning og mening for dig

Den første vi vil gennemgå er den mest åbenlyse. Og det handler om, at du/I selv skal synes, det er et godt navn og har noget ”aura” omkring sig, som indikerer, hvem det er som personer, der står bag virksomheden.

Dette kan overføres til alle plan, og det professionelle/personlige islæt vil komme helt af sig selv for større virksomheder.

Lav en brainstorm af ord og navne, som du synes godt om, og prøv herefter at se, om domæner og profiler er ledige – og i øvrigt om andre har brugt navnene. Er det tilfældet, at navnene er i brug, så kan der stadig være hjælp at hente i postets følgende punkter.

 

5. Dobbelt betydning

Inden for markedsføring er der altid en jagt efter det bedste og stærkeste budskab. Her er dobbelt betydninger i en klasse for sig, for de er ret sjældne, og af flere årsager.

Det er derfor heller ikke nogen skam, hvis ens navn/slogan ikke indeholder dobbeltbetydninger, for det er tilfældet med 99% af verdens virksomheder.

Et ”klassisk” eksempel er olieselskabet Q8, som ud over sit karakteristiske og enkle navn, også har en betydning ”bagom”. På engelsk udtales det nemlig præcis som landet Kuwait, hvor firmaet er stiftet og leverer olie fra.

Det er bestemt ikke noget, man direkte bør gå efter, og ens ressourcer er uden tvivl brugt bedre andre steder i første omgang. Skulle man dog falde over en sjov eller spændende vinkel på sit navn, så giver det noget dybde og ekstra gennemslagskraft, som kan bruges i markedsføringen fremadrettet.

 

6. Ordlyd og æstetik

Ud over navnets betydning og mening for dig/virksomheden, så skal navnet også lyde og klinge godt.

Selvom navnet er helt uskyldigt og ikke har nogen dybere mening, så kan ordlyden give et enten positivt eller negativt indtryk. Underbevist danner vi os et indtryk af, hvordan det lyder, og hermed, hvad man kan forvente der.

Et lidt søgt eksempel kunne være ”Horst’s Fodmassage”. Det kan her være efternavnet på ejeren af firmaet, hvilket er ret uskyldigt og viser, hvem der ejer firmaet og tager ansvar for produktet. En god tanke, men de fleste vil nok synes, at det ikke lyder som det rareste sted at få masseret sine fødder. Hed man nu tilfældigvis Kjær til efternavn, så vil ordlyden ændre sig en hel del, også selvom der teknisk set slet ikke er forskel. Det kan dog ikke undgås, at det påvirker folks opfattelse, og man bør i alle henseende tænke over, hvilket signal virksomheden sender.

Har man i stedet et yndlings kæledyr eller et kaldenavn, så er det i sidste ende kun fantasien, der sætter grænsen.

 

7. Associationer

Man kan også komme ud for, at det navn man har valgt kommer til at give folk associationer, som ikke matcher det brand, man forsøger at skabe. Lyder navnet godt og i øvrigt giver mening, kan man alligevel se tilfælde, hvor det ikke er helt gennemtænkt.

Med mindre man besidder en stor portion selvironi, så kan man få det vendt til noget positivt og få noget gratis/billig omtale. Man ved produktet er i orden, og så kan det være lige meget med “normal” skik og best-practises.

Hvis man derimod ikke gør det, så er det i 9 ud af 10 tilfælde ret godt at høre folks associationer med navnet.

Et eksempel fra den virkelige verden, og som man let her på skrift og i et post om emnet, let kan illustrere det uheldige i, er en vinforretning ved navn ”Michaels Vin”. Ordlyden er fin og Michael leverer uden tvivl noget af landets bedste vin. Udtalelsen af navnet får dog en lidt uheldig betydning, hvis man ikke er helt klar i mælet.

Hvor stor en effekt det vil have på forretningen er meget svær at vurdere, og det vil givetvist også afhænge af placeringen af forretningen. Umiddelbart har det en komisk effekt, da det er lidt uheldigt når det er fin vin der sælges. Omvendt vil det skabe omtale og gratis PR for forretningen. Og hvis vinen er god, så husker man navnet, og så kan resten jo være ligegyldigt.

 

8. Dobbelt vokaler

Der er over de senere år kommet en del virksomheder frem, som gør brug af lidt kreativ stavning af deres navn.

På denne måde får de et navn, som samtidig vækker lidt ekstra opsigt, da man når at tænke en ekstra gang over det. Det giver noget ekstra til brandet, da navnet får et anderledes touch.

Eksempler fra Danmark er bl.a. miinto, riidr og meebox.

Det kan være lidt af en dille, som rør sig nu, og man skal tænke over, hvem modtagerne er. Hertil igen, hvordan de vil opfatte budskabet, ordlyden og hvilke associationer de får.

 

9. Din, min, dit, mit.

En anden trend, der er kommet over de senere år, er brugen af et mere personligt og ”nede på jorden” budskab/navn.

Næsten uanset, hvilken branche du er i, så vil du kunne sætte ”din”, ”min”, ”dit” eller ”mit” foran, og du vil se, at virksomheden får en mere løs ”sfære”. Det betyder ikke kvaliteten ikke er god, men der er her lagt vægt på et mere personligt forhold.

Det samme gør større virksomheder sig brug af, hvor de med ”mit”-område, på f.eks. en hjemmeside, får det til at fremstå mere personligt. Man når ned i øjenhøjde og igen er associationerne med virksomheden her det essentielle.

 

10. Internationale overvejelser

Går I allerede nu og tænker, om konceptet har internationalt potentiale, og har I mod på på sigt at tage den beslutning, så kan det være relevante overvejelser at gøre sig allerede nu. Man kan naturligvis altid efterfølgende lave et nyt navn, som vil være det, der arbejdes med for udenlandske kunder, men det vil lette arbejdet, hvis der kan arbejdes ud fra ét navn og brand.

Overvej navnet på engelsk, og hertil igen undersøg ordlyd, betydning og associationer, som kan være meget forskellige fra ordet på dansk. Det er naturligvis svært at gardere sig 100% her, da slang og ordsprog er svære at kende til for alle lande. Tilgængelighed i fht. domæne og sociale portaler skal igen være ledige her. Sørg for at købe / oprette dem med det samme, så de ikke senere hen bliver købt og optaget af andre.

 

Check om dit navn er ledigt

Når du har fundet et godt bud (eller flere), så er det smart at få det registreret som et domæn så du senere kan lægge en hjemmeside på det. Man registrerer et domæne (fx. nordlysmarketing.dk) for ét til fem år ad gangen.

Der findes flere udbydere af webhoteller og one.com er et godt bud på et webhotel fra 14 kr. om måneden og tilbyder gratis SSL.

 

Afrunding

Du skulle nu gerne have fået et par vinkler til selv at finde et navn, som ikke efterfølgende vil give dig ubehagelige overraskelser.

Det gode navn kan føre dig langt, og finder du samtidig ét, som du føler matcher dig 100%, så kan en succes hurtigt skabes.

Formlen for ”Det gode firmanavn” findes ikke, og det er i bund og grund et meget personligt valg. For mange er deres forretning som et lille barn, og derfor får det tillagt høj værdi – og med rette.

Brug lidt ekstra tid på at finde netop den vinkel, som fortæller din historie, og som du føler vil tale til din målgruppe. Gør derefter det du gør bedst, så skal folk også nok komme til at kende det.

 

Hvis I har brug for hjælp til at finde et godt firmanavn, vil vi meget gerne hjælpe.

Vi tilbyder brainstorms med min. 20 kvalificerede bud for 795,- excl. moms.. Ved større projekter/opgaver, skriv for tilbud.

 

Har du en kommentar, input eller andet til indlægget, så er du meget velkommen til at smide det nedenfor !

 

Læs også: “Det gode firmalogo”  

Det gode firmanavn
4.8 (96.19%) 21 vote[s]

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *